Apparatet stimulerer den store vagus-nerve, der går fra hjernen og ud mod kroppen. Selve apparatet består af en lille boks og en ledning, hvor der i enden sidder tre spiraler. Det koster omkring 100.000 kroner og bliver opereret ind under huden, der ligger på den store brystmuskel. Ledningen føres op til nerven ved halsen, og dér bliver spiralerne viklet om nerven, som så modtager elektriske impulser fra apparatet. Stimulationen foregår ved at apparatet sættes til at sende impulser til spiralerne på nerven i et bestemt tidsrum med et bestemt interval – for eksempel 10-20 sekunder hvert femte minut. En stimulator fungerer ved hjælp af et batteri, der skal udskiftes mellem hvert 5. og 10. år.

Operationen kræver to snit og tager en times tid. En del af tiden går med at kirurgen og en sygeplejerske tester, at stimulatoren virker efter hensigten. Patienterne er indlagt et døgn efter operationen, fordi der kan være en lille risiko for, at et blodkar giver sig til at bløde og forårsager en mindre blodansamling.

Det er neurokirurg, overlæge Flemming Find Madsen fra Rigshospitalet i København, der har foretaget langt de fleste vagus-operationer i Danmark – ca. 60. De resterende er foretaget i Århus.

Selve det kirurgiske indgreb er ifølge Flemming Find Madsen ikke specielt kompliceret, men som alle operationer kræver det selvfølgelig den nødvendige omhu.

- Rent teknisk er indgrebet ikke vanskeligt. Men der er selvfølgelig en risiko ved enhver operation. Den specielle risiko hér er, at vi skal ind til hovedpulsåren, ligesom vi er i nærheden af spise- og luftrør, siger Flemming Find Madsen

En langsom starter

Han fortæller, at det trods en del forskning stadig ikke er muligt at give en præcis naturvidenskabelig forklaring på, hvorfor apparatet i nogle tilfælde har vist sig at hjælpe på epilepsianfald.

- Vi kan se, at der sker nogle ting i hjernen, når vi stimulerer, men vi ved ikke, hvad det er, apparatet helt eksakt gør. Ved en normal epilepsioperation kan vi se, hvad der sker. Dér fjerner vi noget og får en virkning af det, siger Flemming Find Madsen, der fortæller at andre undersøgelser tyder på, at effekten af en vagus-operation er størst hos yngre patienter.

Flemming Find Madsen understreger, at ingen patienter oplever at få deres anfald reduceret fra den ene dag til den anden. Han råder derfor til stor tålmodighed.

- Den fulde virkning af stimulatoren viser sig ofte først efter to til tre år. Det er, som om hjernen skal vænne sig af med at lave anfald. I de tilfælde, hvor apparatet – efter tre år – viser sig ikke at have nogen virkning, er det muligt at fjerne det igen ved en ny operation. Jeg vil dog helst ikke fjerne den del af elektroden, der sidder på nerven. Den er kapslet ind i arvæv, og det betyder seks timers intenst arbejde under mikroskop med en betydelig risiko for at lave ulykker. I stedet skiller man apparatet ad nede ved batteriet og lader ledning og stikket sidde. Derefter fjerner man batteri og det meste af metallet – skulle der blive udviklet nye stimulatorer med nye og bedre principper, er de i givet fald lettere at sætte på igen, forklarer Flemming Find Madsen.

Magneten

Patienter, der har fået indopereret en vagus, sendes hjem med en særlig tynd magnet. Ved at føre den hen over stimulatoren i ca. et sekund kan de patienter, der på forhånd kan mærke at et anfald er på vej, i bedste fald stoppe eller afkorte anfaldet. Nogle fortæller, at de ved at bruge magneten kan gøre deres anfald mindre voldsomt, når det står på.

- I tiden lige efter operationen betragter mange magneten som en helligdom, men pludselig ligger den bagerst i skuffen, fordi de opdager, at de aldrig eller sjældent bruger den. Det er vigtigt at slå fast, at man ikke kan lave ulykke ved at bruge magneten til at stimulere ekstra – det værste, der kan ske er, at man hurtigere slider på batteriet. Og hvis man pludselig af en eller anden grund bliver utryg, kan man bruge magneten til at slukke for apparatet ved at holde den et stykke tid hen over det sted på brystkassen, hvor den sidder, fortæller Flemming Find Madsen.

Intet mirakelmiddel