| | |   |
anonym
30-09-2004 13:49 | Kan du tale om det?
Kan du tale med dine venner om epilepsi uden at de laver grin med rystene arme og det der er værre?
Personligt har jeg ikke epilepsi, men kender et par stykker som har. Når samtalen er drejet over på emnet epilepsi har det næsten altid været med en alvor, at der er blevet snakket herom. Selvfølgelig er der blevet pjattet lidt med epileptikerne (vennen), bl.a. med at de er bedre til sex - pga. rystelserne. Men det har altid været i en god humoristisk mening.
Det at man på en humoristisk måde kan snakke om epilepsi og derved grine lidt af det hele, har bevirket at vi i min vennekreds ikke har de mange fordomme som man ser andre steder. Helt generelt kommer man nemmere gennem de mindre rare og kedelige oplevelser/skavanker hvis man gør det humoristisk.
Selvironi er derfor en meget vigtig ting!
Jeg kan godt forstå, at der er nogen som ikke vil fortælle at de har epilepsi, til deres venner. Man er nervøs for at blive drillet eller blive sat udenfor gruppen. Men på den anden side kan man også sige, at kan du ikke stole på dine venner og fortælle dem at du har epilepsi - er det så dine venner?
Jeg vil da helst vide at en ven har epilepsi. I stedet for at man skal finde ud af det når vennen får et anfald.
I så fald ville jeg føle mig tilsidesat og ikke en rigtig ven til den pågældende..!
Venlig hilsen
Søren H. Laursen
- Ovenstående indlæg er overført fra vores gemle hjemmsides forum. Mvh. redaktionen
| Ila78
05-10-2004 22:16 | Re:Kan du tale om det?
Ja der skal masser af humor til, men der er grænser.
Jeg fortæller meget åbent om min epilepsi til alle jeg omgiver mig med. Det resulterer i mange dumme spørgsmål, men dem svarer jeg gerne seriøst på for at gøre min lille bitte indsats til at udrydde uvidenheden.
Men jeg er holdt op med at kommentere de flade jokes, som fx den om bedre sex. Det irriterer mig meget at andre skal være det morsomme indslag i forsamlingen fordi jeg tilfældigvis har en sjov sygdom. Jeg bruger humor til at komme igennem mange ting - fx at min mor har haft kræft i 2 år, men jeg synes ikke de gamle jokes om epilepsi kan betegnes som humor mere - dertil er de simpelthen for udslidte.
Jeg synes godt det kan sammenlignes med at være blondine og hele sit liv høre hvor dum man er bare på grund af en hårfarve man ikke selv har valgt...
Så vej stemningen før du fortæller en epileptiker klask-på-lårene jokes. Det kan såre og irritere mere end du tror! | kiwi
06-10-2004 17:04 | Re:Re:Kan du tale om det?
Kan tale, vil tale eller skal tale?
Der er en verden til forskel. Jeg kan sagtens tale om det. Det er yderst själdent at jeg föler det er belastende eller måske endda föler mig usikker for, hvad de andre tror og mener.
Om jeg vil tale? Ja ibland. Når nogen siger noget skrup forkert, så vil jeg da gerne markere mig og til folk der er närmest vil jeg også meget gerne informere. Det skylder jeg ligesom. Det gälder familie, arbejde, venner og studiekamerater.
Men det, at jeg skal tale, det er blevet en for mig en misforstået fear factor episode. Jeg kan da godt informere hele omverdenen om, at jeg har epilepsi. Men jeg gör det ikke af 2 klare årsager. Dels så synes jeg sku ikke det er så fedt igen at blotte sig alt for meget og dels så informerer jeg heller ikke alle om at jeg har fået klamydia. Det er vel et simpelt spörgsmål om situationsfornemmelse og balance.
Eller hvad? | Qaze
19-04-2005 09:18 | Re:Kan du tale om det?
Jeg har epilepsi, og fik det som 16-årig og er 23 nu. Jeg fik det da jeg gik på efterskole, og det var derfor vigtigt for alle de andre, de vidste hvad det var, og hvad de skulle gøre.
Det var svært for mig istarten, også fordi jeg faktisk ikke rigtig vidste hvad det var. Men nu har jeg ingen problemer med det. Jeg fortæller åbent om det, bl.a. fordi det giver mig en form for tryghed, at andre ved hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude.
Jeg har aldrig oplevet der er nogen der har reageret på en negativ måde. tvært imod. Folk er meget nysgerrige og stiller gerne saglige spørgsmål. Det har også medvirket til, at jeg har, ved tilfælde, fundet ud af at andre i omgangskredsen har det.
Så mit råd er altså at fortælle andre om det.
Venlig hilsen Dorthe
| itim
13-06-2005 21:32 | Re:Kan du tale om det?
Du bliver som som epileptikker nød til at fortælle din omgangskreds at du lider af epilepsi, og som du selv er inde på så skal der noget humor til for at klare sig igennem.
Som hovedregel kan man sige at det er nødvendigt at være åben omrkring epilepsi, ellers er man med til at skabe myter og fordomme omkring om epilepsi som jeg vil tro de fleste epileptikkere kæmper imod.
Jeg selv er åben omkring epilepsi og man får mange spørgsmål, også fra mine venner og bekendte, da de vil vide hvad de skal gøre hvis jeg kramper og det sådan noget der er med til at bevise at der er nogle der bekymre sig om en ud over familien.
Grunden til at du kan føle dig udviden omkring epilepsi, er måske at din ven mener han har fortalt en del om epilepsi, men hvis du stadig føler dig uviden skal du bare spørge ham for han siger nok selv fra hvis det bliver for meget.
Mvh Tim | Annanas2
16-06-2005 11:28 | Re:Kan du tale om det?
Hej...
Man skal kunne tale om det... Det er vigtigt.
Jeg blev personligt skubbet ud af min vennekreds efter at have været indlagt i 3 mdr. de vidste ikke hvad de skulle gøre eller sige.
Jeg har på fornemmelsen at du og dine venner er ældre end jeg var dengang, jeg gik i 4-5 klasse.. så hele 6. levede jeg med det og flyttede skole derefter til en ny klasse.. jeg er andfaldsfri og behøvede derfor ikke at fortælle det til nogen.. men har i 8. klasse har jeg fået to rigtig gode veninder som ved det og bare støtter mig så det er rigtige veninder..
I er nogen gode venner at have lyder det til, spørg personen hvis der er noget i vil vide.. det er bedre at spørge end at gå og tro noget forkert og blive bange eller bekymret over det... vi vil gerne fortælle om det hvis der er noget i vil vide..
Skal køre nu fortsætter når jeg kommer hjem...
| myga
24-10-2005 18:28 | SV:Kan du tale om det?
jeg kan og vil.
Jeg ved at det gavner dem keg er i blandt og det gavner mig selv.
Jeg bliver tryg der hvor jeg er - mine venner- familie - kollegaer ect. hvem jeg nu er sammen med ved hvorfor nu ,- hvis det nu lige skulle ske.
og spg. dem tager jeg i mod hellere det end at jeg skulle blive behandlet dårligt i et anfald...  | kisser
23-06-2007 20:03 | SV:Kan du tale om det?
jeg kan også sagtens tale om det, men jeg er begyndt at holde det skjult, da jeg ikke rigtig ved, om dem jeg omgås med ikke vil være sammen med mig, fordi de er bange for epilepsi, eller det er af racistiske årgsager. Derfor er jeg begyndt at vente med at fortælle, ja faktisk nærmest skjule det, indtil folk har lært mig at kende. dernæst kan jeg så fortælle dem at jeg har epilepsi.
jeg er så priviligeret at jeg er anfaldsfri, og har været det i mange år, så når folk hører jeg har epileps, bliver de nærmest helt chorkeret. men hvis folk ved jeg har og de spørger, svarer jeg hellere end gerne på deres spørgsmål- gider ikke al den uvidenhed. |
|
|
|
Inden du kan bruge chatten skal du logge ind.
Husk at der er fast chataften søndage kl. 19.30-21.00.
|
|