| |
Stop ynken! |   |
Man skal ikke beskyttes særligt, bare fordi man har epilepsi! Man skal ud i livet - på godt og ondt
Af Camilla
Nogle vil blive stødt og forarget over denne artikel, mens andre vil kunne nikke genkendende til det, jeg skriver. Den er ikke skrevet for at træde nogen over tæerne, men jeg har skrevet den, fordi jeg synes, emnet er relevant.
Nu har jeg levet som epileptiker i mere end 10 år, og jeg har mødt mange som mig gennem tiden, både under indlæggelser, foredrag og møder. Mange af disse unge mennesker er fyldt med energi, optimisme og gå-på-mod. Desværre findes der ligeså mange af det modsatte.
Mange unge mennesker med epilepsi er fyldt med selvmedlidenhed, pessimisme og negativitet. Det er disse unge, som artiklen er henvendt til.
Man læser artikler og snakker med folk til møder og på nettet. Rigtig mange af disse har svært ved at leve med epilepsi, og det er også forståeligt, for nogle af dem har en slem epilepsi, og den fylder meget i hverdagen. Selvom man har det svært med sin sygdom, behøver man ikke have ondt af sig selv. En del epileptikere har meget ondt af sig selv, de synes hele verden er imod dem, og ingen andre har det så slemt som dem. Jeg kan forstå, at man i perioder kan føle sådan, men at gå gennem livet og have så ondt af sig selv, det kan jeg ikke få til at hænge sammen.
Jeg ved godt, at mange former for epilepsi kan smadre ens hverdag fuldstændig. Mange er ikke i stand til at tage en uddannelse eller have et fuldtidsjob. Jeg er i fuld forståelse for disse mennesker, og hvorfor de måske har mistet viljen og modet til at kæmpe videre. Men de mennesker, som måske har været anfaldsfri i flere år, og som er i fuld stand til at arbejde eller gå i skole, bare sidder hjemme eller lignende og synes hele verden er imod dem, og de er ikke i stand til noget som helst. Det er disse mennesker, som trænger til et spark i bagdelen. De skal indse, at de faktisk er heldige, og at de udmærket kan klare at tage en uddannelse eller arbejde.
Det er ikke hvem som helst, som kan trodse sygdommen og sige til sig selv: ”xxx nej, om min epilepsi skal sætte en stopper for mit liv. Jeg ved godt, at det sætter nogle begrænsninger, men det betyder ikke, at jeg behøver at stoppe med at leve.”
De personer, som vælger at sige disse ord, har ofte brug for en hjælpende hånd. Det er vigtigt at have familie og venner, som viser forståelse for dette. Denne gruppe har også ofte en tendens til at ”hjælpe” nogen epileptikere med at få ondt af sig selv.
Det er denne gruppe mennesker, som skal stå de unge bi og være med til, at de rejser sig efter en hård periode. I stedet for at have ondt af dem og beskytte dem mod alt, så skal de give dem mod til at gå imod den verden, som de synes har været så slem imod dem.
Sørg for at de kommer ud blandt folk og giv dem nogle udfordringer. Det kan være alt fra en tur i supermarkedet på egen hånd eller et aftenkursus i fransk til at spille bridge eller dyrke aerobics. Disse eksempler kan være med til at give de unge selvtillid og dermed indse, at de faktisk godt kan være ude i den virkelige verden og udenfor den beskyttende bobbel, som ofte skabes omkring de unge epileptikere.
Mange vælger at gå til møder eller chatte på nettet med andre epileptikere, hvilket kan være en rigtig god idé. Her har man mulighed for at udveksle historier med andre, som har været i lignende situationer. Man får chancen for at få nogle hjælpemidler, som kan være med til at give een mere selvtillid og mod på at prøve noget nyt.
Med dette sagt, skal det selvfølgelig tilføjes at mange prøver på ovennævnte, men uden held. Disse personer yder jeg stor respekt, fordi de gjorde et forsøg. Der vil altid være nogen, som ikke kan leve som mennesker uden epilepsi. Mange kan næsten leve som mennesker uden epilepsi. Mange lever fuldstændig som mennesker uden epilepsi.
Min besked er kort og godt: Lad vær med at beskytte de unge såvel som de gamle epileptikere mere end højst nødvendigt. Hjælp dem til mere selvtillid og gå-på-mod.