| |
Operationen der ændrede mit liv |   |
"Jeg er en af dem, som har taget imod tilbuddet om operation. Den var så vellykket, at jeg gerne vil fortælle om mit liv, og om hvad operationen, jeg har været igennem, har gjort for mig."
Af Camilla, 21 år
Da jeg var 17 måneder gammel, syntes mine forældre og min storesøster, at jeg indimellem var "fraværende", når de talte til mig. Derfor kom jeg ind på Glostrup Hospital, hvor mine forældre fortalte en læge, hvad der indimellem skete. Så jeg var til forskellige undersøgelser, som viste, at jeg havde epilepsi.
Når jeg havde et anfald, "stivnede" jeg, jeg bukkede min højre arm, og man kunne ikke komme i kontakt med mig. Anfaldene varede i 3-5 minutter. Jeg havde 6-8 anfald om måneden, og derudover også absencer, som hverken min familie eller venner ikke kunne se.
Jeg har prøvet meget forskelligt medicin, blandt andet Trileptal (som gjorde mig træt), Topimax (som jeg mistede appetitten af og tabte 7 kg, hvis ikke mere), Sabrilex og flere andre præparater. Nu får jeg Lamictal og Keppra, som jeg er ved at trappe meget langsomt ud af, eftersom jeg har taget medicin stort set hele livet.
I juni 2004 afsluttede jeg HG med et godt resultat.
Siden januar 2004, mens jeg stadig gik på HG, var der tale om, at hvis jeg ville, kunne jeg blive opereret. De omtalte min sygdom som svær epilepsi, det vil sige, at ligegyldigt hvor meget medicin jeg fik, ville mine anfald ikke forsvinde eller blive formindsket.
I marts 2004 blev jeg tilbudt at blive opereret i USA. Jeg gik og tænkte meget over det, og spurgte venner og familie om, hvad de ville gøre, hvis det var dem, hvortil de alle sammen svarede, at de ville gøre det, fordi som de sagde: "Selvom det er risikabelt, syntes vi, du skal gøre det, nu har du været så meget igennem, og hvis det kan helbrede dig, så hvorfor ikke?" Men de sagde også, at uanset hvad jeg end besluttede mig for, så ville de støtte mig.
I slutningen af marts sagde jeg "ja tak" til at blive opereret. For jeg tænkte på alle de gode ting, en operation kunne gøre ved mit liv. Måske kunne jeg blive anfaldsfri, slippe for medicinen og dermed blive mere frisk, jeg ville få bedre hukommelse, og hvis jeg havde været anfaldsfri i 2 år, ville jeg kunne få kørekort.
Så i august 2004 tog jeg til USA i 5 uger sammen med min mor. Vi boede på et hotel, som lå 5 minutters gang fra hospitalet, som hedder Mayo Clinic, som ligger i Rochester, Minnesota, som jeg skulle undersøges og senere måske opereres.
De første 2-3 uger, mens jeg boede på hotellet sammen med min mor, var jeg til mange forskellige undersøgelser som bl.a. var 2 MR-scanninger, 1 EEG-scanning, undersøgelser om hvor mit tale- og synscenter lå osv.
Da de i den sidste uge havde fået alle de informationer fra undersøgelserne, som de skulle bruge, blev jeg indlagt under nøje opsyn.
Den 2. september 2004 var den sidste dag, jeg havde et anfald, for den 3. september blev jeg opereret. Det var en stor, svær og lang operation, som tog cirka 8 timer, så jeg var indlagt 4 dage efter, så de kunne se, hvordan jeg havde det.
Da jeg blev udskrevet, kom min far over til os, så vi kunne være sammen i den sidste uge, og så han kunne møde lægerne, som havde opereret mig. Den sidste uge gik, med at lægerne observerede, hvordan jeg havde det, efter jeg var blevet udskrevet og at få taget de hæfteklammer af, som sad uden på arret, så lægerne kunne være helt sikre på, at det var helet, som det skulle. Vi tog hjem den 14. september, og siden operationen har jeg ikke haft et eneste anfald. De undersøgelser, som jeg har været igennem i Danmark, har alle sammen vist, at der slet ikke er nogen tegn på epilepsi, og nu har jeg været anfaldsfri i over et år.
Jeg føler, at jeg er blevet "genfødt" som et helt andet menneske, end jeg var før, fordi nu kan jeg endelig begynde på et liv uden bekymringer for, hvad der kan ske mig, hvis jeg er går over en vej, er ude at bade eller bare er alene uden for husets fire vægge. Jeg har fået at vide af venner og familie, at jeg er blevet en mere glad, frisk pige, at jeg ikke er så tilbageholdende/stille og tør sige min mening, blandt andet på HHX, hvor jeg siger mere i timerne, og så har mere mod på at prøve noget nyt. Som min storesøster siger, har jeg smidt "facaderne", som jeg også selv føler, jeg kan også mærke på min familie, at de er begyndt at slappe mere af, uden hele tiden at skulle bekymre sig om, hvad der kan ske mig.
I august i år startede jeg på en 3 årig HHX uddannelse - økonomilinjen i på Ringsted Handelsskole, som jeg er rigtig glad for. Især fordi jeg har fået så mange gode, søde venner og veninder, som alle sammen er interesserede i at høre om mit "tidligere" liv, og om hvad jeg har været igennem.
Min bedste veninde, som jeg allerede begyndte at tale godt med den første dag, er virkelig sød, vi forstår hinanden godt, og så har vi den samme humor, og det betyder meget for mig. I juli 2008 er jeg færdig på HHX, hvor jeg derefter kunne tænke mig at blive uddannet som kontorelev indenfor kreditorer og debitorer.
Den 6. august i år startede jeg igen med at spille håndbold i Ejby. Før spillede jeg i HTI i Tåstrup, men da jeg ikke måtte spille i 8 måneder efter operationen, er jeg nu startet i Ejby, som også ligger tættere på, hvor jeg bor. Det er jeg super glad for, og så går de også meget op i det sociale, det hyggelige og støtten, som jeg søger, både på og uden for banen.
Så alt det, jeg ønskede, håbede på og drømte om, gik i opfyldelse, fordi jeg troede på det og tog chancen, da den bød sig.
Held og lykke til jer alle...