| |
Min historie |   |
Camilla rejste til Paris for at arbejde i Disneyland og havde en helt vidunderlig tid. Men den endte med 2 måneder på et privathospital. En gang meningitis, der udviklede sig til hejrnebetændelse kombineret med en ondsindet, ukendt virus sendte hende hjem til Danmark - og gav hende epilepsi
Af Camilla, 30 år
Jeg var en glad 19-årig pige, jeg var lige blevet student og havde overstået alle festerne, drukken og tømmermændene. Der var kommet en del hakker i huen, dog ingen i skyggen… Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg ville, så jeg valgte at starte på den 1-årige HH. Et par måneder inde i uddannelsen hørte jeg fra en bekendt, at der var jobsamtaler til DisneylandParis. Der lyste mine øjne op. Chancen for at komme til Frankrig - og så oven i købet tjene penge samtidig! Det lød simpelthen for godt til at være sandt, så jeg undersøgte sagen og kom til samtale. Jeg talte rimelig godt fransk og har altid elsket Frankrig og franskmændene. Heldig som jeg er, blev jeg sendt til Paris et par måneder efter. Dette var i december 1996.
Hårdt liv i det franske
Der blev taget godt imod os nye. Vi blev indlogeret i en lille by, hvor der kun boede ansatte i DisneylandParis. Jeg boede sammen med en italiensk pige, og vi kom fint ud af det med hinanden. Vi kunne ikke selv vælge, hvor vi ville arbejde, dog kunne vi vælge branche, f.eks. billetsalg, butik, køkken og restauration/bar. Jeg valgte det sidste grundet mine mange år som tjener. Lige udenfor parken ligger Disney Village, som er stedet, hvor man oftest går hen, efter man har været i parken. Der er barer, restauranter og et diskotek, samt nogle forretninger. Det er også stedet, hvor de ansatte mødes efter arbejde. Jeg fik arbejde på en western-bar, hvor der var countrymusik og linedance, og der blev selvfølgelig serveret spareribs og masser af pommes frites. Det var dog primært en bar. Den lukkede kl. 01.30, og så plejede vi at mødes med en masse andre på diskoteket, hvor der blev smagt på en masse øl ;-) Når diskoteket lukkede kl. 03.00, var vi en gruppe, der tog til Paris og festede videre til den lyse morgen. Dagen efter på arbejde igen kl. 16.00, ofte med en del tømmermænd, men det vænnede man sig til efterhånden. Det var et hårdt liv for kroppen – ikke så meget søvn og konstant på farten. Derudover var føden nok heller ikke den sundeste. Vi levede primært af øl og pommes frites, hvilket ikke var det bedste for helbredet. Jeg levede livet, og jeg havde det fantastisk – troede jeg.
Meningitis og en ukendt virus
En dag var jeg på vej til bussen for at komme på arbejde, og før jeg ved af det, ligger jeg midt på gaden i et kæmpe krampeanfald. En ambulance bliver tilkaldt, og jeg bliver kørt på hospitalet. Efter en masse undersøgelser bliver jeg diagnosticeret med hjernehindebetændelse (meningitis). Mine forældre, som er skilt, bliver kontaktet, og de var på det første fly til Paris. Som dagene går, udvikler hjernehindebetændelsen sig til hjernebetændelse. Jeg lå næsten kontant i kramper, og lægerne havde prøvet alverdens medicin, men uden held. Oven i alt dette fik jeg en virus, som lægerne ikke kunne placere. Der var kontakt med læger i blandt andet Tyskland, USA og England for at få disse anfald til at stoppe og for at finde en kur mod den virus, jeg havde fået. Til sidst valgte lægerne at lægge mig i respirator for at kroppen kunne koncentrere sig om at kæmpe mod den åbenbart ukendte virus. Jeg havde stadig næsten konstante anfald, og man måtte spænde mig fast, da jeg 2 gange rev respiratoren op. Spørg mig ikke, hvordan eller hvorfor jeg gjorde det, men under et anfald er man mere eller mindre i stand til næsten hvad som helst. Det lykkedes mig dog at bekæmpe virussen, for lægerne fik til sidst nogenlunde kontrol over mine anfald. Hvis man spurgte en neurolog dengang, så skulle jeg ikke være i live nu, og slet ikke fungere som jeg gør i dag.
Til Danmark og tilbage til livet
Efter 2 måneder på privathospitalet i Paris var jeg stabil nok til at bliver overflyttet til Danmark. Jeg blev fløjet med et ambulancefly til Danmark og blev indlagt på Rigshospitalet. Her lå jeg i knap 2 måneder, hvorefter jeg endelig blev udskrevet. Jeg havde nu en plet (arvæv) på bagsiden af hjernen, og jeg havde svært ved at huske mange mennesker og episoder fra før, det startede. Jeg fik en god portion medicin, men jeg havde det godt. I de efterfølgende år var jeg et par gange på Filadelfia (2 x 6 måneder), og jeg forsøgte at starte på et par uddannelser, men jeg måtte droppe ud temmelig hurtigt, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig ordentligt. Jeg arbejdede som tjener på min mors restaurant, og det klarede jeg uden problemer. Jeg tog nogle forskellige kurser og lignende for at stimulere mig selv og min hjerne. Det hjalp rigtig meget, og min koncentration begyndte at vende tilbage. Jeg måtte indse, at jeg ikke kunne klare en længere uddannelse, så jeg fortsatte med at arbejde i restaurationsbranchen. I den tid gik det op og ned med anfaldene. Nogle måneder havde jeg slet ikke nogen, og andre måneder var det stik modsat. Jeg prøvede en masse forskelligt medicin, men det var først, da jeg kom på Keppra, at de for alvor stoppede. Det skal lige nævnes, at efter jeg blev udskrevet fra Rigshospitalet, har jeg kun haft anfald om natten. Det er uden tvivl en kæmpe fordel.
Mit liv i dag
For 3 år siden mødte jeg en fyr, som senere skulle vise sig at være manden i mit liv. For et år siden besluttede vi, at nu ville vi gerne have børn. Jeg blev sat over på noget andet medicin, og i oktober sidste år røg p-staven. Det er dog ikke lykkedes endnu, men jeg er positiv, selvom jeg har fået konstateret, at jeg har en nedsat fertilitet på ca. 50%. For 1½ år siden åbnede vi et firma, som vi kører ved siden af vores almindelige jobs. Det har altid været min drøm at blive selvstændig, og det er jeg nu, dog på deltid. Jeg fik lov til at tage kørekort i november 2005, og det har jeg i dag og er meget glad for det.
I dag får jeg stadig medicin, og jeg har et anfald i ny og næ, men ikke noget jeg mærker til, da det sker om natten. Jeg lever et helt normalt liv som alle andre, jeg får bare medicin.