| |
Indlæggelse på Dianalund |   |
"Første gang min læge sagde, at jeg behøvede en indlæggelse, for at de kunne finde ud, hvad der skete under mine anfald, og fordi jeg skulle have lavet om på min medicin, og det ikke kunne ske hjemme, tænkte jeg …hospital… I tankerne havde jeg allerede dannet et billede af hvide vægge og mennesker i hvide kitler"
Af Marianne, 27 år (myga)
Udefra er bygningen formet som et "T" - vandret er vi patienter. Til højre er det de små - op til skolealderen. Til venstre er det fra skolealderen og op til 17 år. Børnehospitalet ligner indefra ikke noget hospital, der er farver og former. Pædagoger og sygeplejersker går rundt i deres eget tøj.
Når man kommer, får man vist sin stue, som er en 4-mandsstue, henne i ens egen krog er der en opslagstavle, så man kan gøre det lidt personligt, og der er et natbord.
Man har en kontaktperson tilknyttet én, hvilket er dejligt, både hvis man skal til undersøgelser, og hvis hjemveen bliver for meget, så kan man få en krammer og en snak.
Er man under nedtrapning, har man ofte en med til at observere sig, når man skal i bad.
I Dianalund kan man komme til b.b og EEG, men skal man scannes, er det i Slagelse.
Skoletid
I T-bygningen lodret ligger dagskolen. Man har ikke alle de fag, som man har hjemme, men der er mulighed for at arbejde med fagene, så man ikke sakker helt bagud. Lærerne er specialuddannede til at observere absencer med mere.
Grundet det store spring, der er i klasserne, kan man som 9. klasseselev godt opleve at skulle have håndarbejde og madlavning igen. Her kan vi som ældre så lære de mindre noget, og lærerne kan lære os noget. Man kommer kun hen i dagskolen, hvis man har godt. Man kan hurtig hentes af sygeplejerske, hvis man skulle få et anfald, da man jo er under udredning.
Lægerne kommer hen på afdelingen, når vi er i dagskolen. Så snakker de med personalet, mens vi ikke er der. De taler bl.a. om, hvordan vores anfald har set ud, om vi har haft nogen anfald eller absencer siden sidst, og om hvordan vi sover om natten. Måske bliver de enige om at sætte nogle undersøgelser i gang. Om eftermiddagen kan byens bibliotek benyttes, og børnehospitalet har 3-hjulede cykler, hvor 2 personer kan sidde i og få brugt noget energi. Skolen ligger dejligt tæt på skoven, så gåture med personale er herligt. Et par gange om ugen er der mulighed for enten svømning eller ridning.
Der findes en ungdomsafd. for epileptikere over 18, som fungerer på samme måde - dog uden skolen. Desuden er der en afdeling, hvor man kun er i hverdagen, men i tæt kontakt med læger og behandlingsmuligheder. På stuerne er der mulighed for at blive filmet om natten, og der kan lægges en måtte ind under dit lagen, hvis dine anfald er meget små.
Der er mange muligheder.
Erfaringer og nærhed
Yderst er vi forskellige, men i hjernen er vi ens…. Vi har alle det samme handicap. Og når man først tager mod til sig og begynder at snakke med de andre, der er indlagt sammen med en, er der er mange erfaringer at dele. 
Vi var tit en gruppe unge, der gik i Dianalunds center for at købe snold, sodavand, blade, tøj og den slags. Vi havde 2 fra personalet med, som havde ansvaret for os. Der gik altid personale med, da vi ofte var i enten op- eller nedtrapning - og måske havde en af os en gående EEG på. Det var de heldigvis vant til at se på i Dianalund, så vi behøvede ikke at tænke på at skjule hverken os, eller det net, der var sat over elektroderne til hovedbunden.
Hvis min far eller mor var med, tog de ansvaret for mig, når vi var udenfor hospitalet. For dem, hvor forældrene boede langt væk, eller som var på længere udredning, kunne forældrene overnatte i weekenderne.
Når jeg går i min egen verden, og tiden bare går med at passe arbejde, venner, familie og fritidsinteresser, så kan jeg godt være tilbøjelig til at få ondt af mig selv og mit handicap. Men når jeg så har været indlagt med andre epileptikere, der oftere har det sværere end mig, så oplever jeg et "HOV" og stopper lige op en gang. Og det er vist et meget sundt pust i hverdagen.