| |
23 år og en ekstra diagnose |   |
Ud over epilepsien har jeg opmærksomhedsforstyrrelse og i forbindelse med den, har jeg fået en depression. Den har nu fået navnet ADD
Ud over epilepsien har jeg opmærksomhedsforstyrrelse og i forbindelse med den, har jeg fået en depression. Den har nu fået navnet ADD
Efter at være blevet kastet lidt rundt i systemet i en del år, skete der endelig noget i foråret. Jeg har gået til udredning hos en psykiater siden april. Jeg fik ret hurtigt at vide, at jeg udover epilepsien har en opmærksomhedsforstyrrelse og i forbindelse med den, har jeg fået en depression. Nu har jeg så fået navn på den, diagnosen ADD. Dvs. ADHD uden rigtig hyperaktivitet.
Min mor og jeg har i en del år troet, at jeg havde en depression, og det har været frustrerende ikke at få hjælp og ikke vide, hvad der var galt. Jeg kunne jo godt mærke, at jeg var anderledes.
Nu når jeg har fået en diagnose eller bekræftelse på, at der er noget, som ikke er, som det burde være, er det en lettelse at vide, hvad alle mine problemer gennem årene kan skyldes. Nu kan jeg få hjælp og begynde at se fremad mod en forhåbentlig lysere tilværelse. Det er dog ikke bare en dans på roser, at få afklaring på problemet. Det sætter mange nye tanker i gang såsom, kan jeg klare uddannelsen? Hvordan bliver min dagligdag nu? Hvor meget skal jeg ændre og lære at gøre anderledes? Hvor mange år ud i fremtiden vil jeg have brug for hjælp? Hvem og hvor mange skal have det at vide? Osv. Jeg er vel egentlig stadig frustreret, men på en anden måde, omkring andre ting.
Det var egentlig ikke et stort chok for mig at få diagnosen, og selvom det var hårdt og svært at få diagnosen, var det ikke nær så hårdt, som jeg troede, det ville være. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg har haft det så skidt i mange år og godt kunne fornemme, at der var noget galt. Jeg var måske på en måde forberedt på at få et eller andet at vide.
Det vil være svært for andre, at forstå hvordan jeg har det og har haft det i mange år, men det kan nok beskrives som kaos oppe i hovedet på mig, fortvivlelse, mange og lange perioder med store frustrationer, og meget tristhed. Jeg har altid haft svært ved at få venner og været meget alene. Jeg har ofte siddet alene og grædt i fortvivlelse og ikke kunnet forstå, hvorfor jeg skulle have det sådan, hvorfor jeg skulle have det så dårligt. Den dag i dag har jeg stadig svært ved det sociale, hvilket hænger sammen med sygdommen, og når jeg er sammen med flere mennesker, kan jeg nemt føle mig udenfor og alene. Jeg har haft mange nederlag gennem årerne og har altid haft svært ved skolen. De mange nederlag har bl.a. tæret en del på selvtilliden, og troen på, at jeg var eller er god nok. Nu kender jeg, hvis ikke hele årsagen, så i hvert fald en del af den. Det beroliger og hjælper, at vide at der kan gøres noget og at jeg nu kan få hjælp.
Jeg går på en uddannelse, som er meget hård og svær for mig, og jeg er derfor så småt begyndt at overveje, om jeg skal finde en anden, som måske er mere struktureret og fastlagt i dagligdagen, måske en knap så boglig, da jeg bl.a. har svært ved at følge med og koncentrere mig. Jeg er bare meget stædig, og derfor er jeg ikke droppet ud endnu, på trods af, at det har været rigtig hårdt fra starten. Det hjælper heller ikke ligefrem, at jeg ikke rigtig har noget socialt liv, men sidder alene det meste af tiden.
Jeg har ikke helt fået det bearbejdet endnu, men nu skal jeg til at lære at leve med to kroniske sygdomme.
Jeg prøver, nu at se fremad og glæder mig til, at få det bedre og at få et lettere og gladere liv.
Af Sabrina