| |
At rejse er en gave - også med epilepsi! |   |
"Mange frarøver sig enorme oplevelser, der kun kan opleves, smages og føles. Man kan læse sig til meget bl.a. at det er farligt at gå uden for en dør som epileptiker. Man kan også forsøge at læse sig til skønheden og charmen ved det græske øhav. Eller man kan lukke bogen og opleve det hele selv. Er epilepsien så farlig, og er det græske øhav så charmerende?"
Af Kim. 27 år (kiwi)
For langt de fleste af os er epilepsien ikke en undskyldning for at undlade at rejse og udforske verden. Det kan dog være fornuftigt i visse tilfælde at konferere med lægen om diverse forbehold man evt. skal tage i forbindelse med en bestemt rejse.
Epilepsien er individuel, så min lille rejsebeskrivelse bliver blot en påmindelse til dig om, at det kan være en god idé at vende nogle af sine rejseplaner med lægen for at få fif om, hvordan din epilepsi bør takles til der, hvor du skal hen.
Jeg tog på vinterfjeld i Nordsverige i 2002 med ski, rygsæk, telt og 2 gode venner under armen. En herretur, hvor vi var mere eller mindre overladt til os selv ude på den smukke kolde sne, dog med få Fjeldstationer indenfor rækkevidde.
Dagsturene skulle planlægges, så vi altid var sikre i tilfældet af, at uheldet skulle ramme mig/os. Vi havde altid udstyr med, så vi kunne klare os natten over, væk fra teltet og soveposen. Ekstra arbejde blev det for os alle 3, men jeg tror i stedet, at vi valgte at se det hele som én stor udfordring.
Eftersom at jeg får min medicin i form af kapsler, indebar det, at jeg var nødsaget til at beskytte kapslerne mod frost. Det havde været så simpelt, hvis bare vi havde haft en fast base på en Fjeldstation, som vi kunne vende tilbage til, men eftersom vi altid var på farten, måtte jeg altid have medicinen tæt inde på kroppen, når vi besteg fjeldene og langt nede i soveposen, når vi lagde os til at sove. Turen blev et sandt hit uden anfald og med naturoplevelser, jeg aldrig havde drømt om. Efter endt tur må jeg indrømme, at pillerne og epilepsien var det mindste problem på turen.
Jeg får hele tiden nye planer og drømme, som jeg vil realisere. Alt er i princippet muligt, jeg føler, at jeg kan drømme frit uden at være hæmmet. Glemme blot for en lille stund, at jeg har en skavank, som gør, at jeg sikkert skal tage højde for lidt flere ting end de fleste. At drømme frit er det bedste, jeg ved. En frihed, der giver mig lov til at brainstorme på mine drømme og ønsker, hvilket giver mig en håndfuld valgmuligheder, som jeg kan arbejde videre på. Alternativet er, at jeg stirrer mig blind på de ting, jeg ikke kan pga. min epilepsi. I stedet for at blive deprimeret over, at jeg ikke kan tage dykkercertifikat, føler jeg mig privilegeret over at kunne vandre i de svenske fjelde, flyve til Asien for at lære om gamle dynastier.
Det hele handler om at dreje hovedet og se sig for. Som epileptiker skal jeg tænke tingene lidt mere igennem, men jeg skal heller ikke gøre tingene mere komplicerede, end de er.
Der gemmer sig ofte noget lige om hjørnet, men det er sjældent farligere, end at vi tør og bør udforske det!