| |
Fra massagebænk og eksamensbord til fritidshjemmets malerstue |   |
Josefine er uddannet hudterapeut. Lige meget hvem man er, er det selvfølgelig en udfordring at tage en uddannelse, men det er kun så hårdt, som man selv gør det til. Og uden denne udfordring, hvordan ville man så opnå personligudvikling, spænding og alt det sjove og grove stof? spørger hun. Efter uddannelsen så hun ind i sit hjerte og fandt en anden karriere
Af Josefine
Som 18-årig startede jeg på en hudterapeutuddannelse. Jeg husker tydeligt den allerførste dag, hvor jeg trådte ind i et lokale fyldt med mennesker, kun piger. Der er ikke så mange mænd inden for den branche, jo selvfølgelig Ole Henriksen og et par andre.
Det ville have været rart med nogle mænd på holdet til en afveksling, i stedet for alt det fnidder fnadder.
Nå men, der sad det hold som jeg var en del af, jeg præsenterede mig selv med noget lignende: Hej jeg hedder Josefine og har epilepsi. Plus selvfølgelig hvad de skulle gøre hvis det skete. Men efterhånden faldt der nogle fra holdet, og det sidste halve år, var der en hyggelig lille klump kvinder mellem 16 og 50 år tilbage.
Læste 120 gange på alting
Hudterapeutuddannelsen består bl.a. af skønhedspleje, anatomi, fysiologi, biologi, ernæring, produktlære, salg og service.
Det der var superlækkert var at lære behandlinger uden ad på hinanden. Men så kom dagen hvor vi begyndte at få kunder, vi var alle edder spændte og nervøse. Bagefter tænkte jeg lidt over, hvorfor dog være så nervøs? Det er jo bare et helt almindeligt menneske, og efterhånden som tiden gik, blev det ren rutine. Til gengæld havde vi derimod sjældent tid til at lave behandlinger på hinanden, p.g.a. lektier.
Teorien var noget helt andet. Selvom teorien var super spændende, så havde jeg ærlig talt meget svært ved at huske det, som vi nu fik for, syntes jeg selv. Men det er jo ikke ensbetydende med at man bare skal opgive alt!
Så jeg læste 120 gange på alting, men det gode var da vi fik prøver ind imellem, der fandt jeg faktisk ud af, at det ikke var så slemt alligevel. For bare fordi man ikke er den første der rækker hånden i vejret, så går det bedre, når man får tid til at sidde og tænke sig om.
Endelig blev det tid til at lave vores speciale. Mit er jeg meget stolt over. Jeg valgte LaStone Massage og Massage, som jeg vidste var lidt af en chance. For enten så ville lærerne spørge undrende til, hvorfor jeg lige netop havde valgt det emne, eller også så ville de mægtig godt kunne lide det. Og heldigvis var de vilde med den. Jeg fik selv utrolig meget ud af at lave den opgave, både vidensmæssigt, men også bare det at fortælle andre om noget de slet ikke kendte til, var en fed oplevelse.
En ren gyser
Vi forholder os alle lidt forskelligt til det skræmmende, nemlig til det at gå til eksamener.
Hvis jeg bare kan sidde stille og roligt i min egen lille verden, med mine sten og krystaller foran mig og løse opgaverne, så går det udmærket.
Men hvis jeg skal til mundtlig, åhh shit. Det er netop der hvor klappen ryger ned, som var en bil brudt sammen. Så min mundtlige eksamen er ikke noget at prale af, men jeg bestod, det er det vigtigste. Og skønhedspleje, ja kropsmassagen nød jeg at give, resten skulle bare overstås.
Det er så underligt, når man har eksamen, for jeg havde jo haft kunder alle de andre dage og udført behandlinger meget mere afslappet og bedre. Der er bare noget over ordet eksamen, som får det til at virke som en ren gyser.
Hold fokus på målet
Det var et år der gik utrolig hurtigt, med mange ting der skulle læres udenad, og jeg oplevede perioder med stress, som selvfølgelig ikke var godt, da jeg fik anfald.
Men jeg oplevede samtidig også et super godt sammenhold mellem os på holdet. Vi hjalp hinanden med at komme igennem tiden, holdt påskefrokost, fest og til sidst en hyggelig middag hos en fra holdet, da vi var færdige med de sidste eksamener.
Men et godt råd hvis man skal igennem en uddannelse er: Fokuser på målet, ikke på besværlighederne!
Endelig kom den dag hvor vi kunne sidde sammen og klappe af hver enkelt af os og få uddelt vores beviser, en nål og en langstilket rød rose. Champagnen blev åbnet og kransekagen spist sammen med vores familie, mens vores lærere stod stolt og kiggede på os en sidste gang, og en enkelt holdt tale.
Så var det kapitel slut og et nyt begyndte.
Se ind i hjertet
Jeg har før min hudterapeutuddannelse arbejdet med bl.a. børn og har altid stået og svajet mellem hudterapeut og pædagog. Men da jeg ikke har nogen gymnasieuddannelse, som det kræver for til at blive pædagog, valgte jeg hudterapeut.
Men da jeg havde et halvt år tilbage på uddannelsen, vidste jeg at der var noget andet jeg hellere ville, men valgte alligevel at færdiggøre hvad jeg var startet på.
Jeg er blot blevet klogere og lært mig selv bedre at kende på flere områder efter denne uddannelse, så jeg føler ikke at det var spild af tid. Jeg har bare ikke gejsten for det fag mere. Derfor kiggede jeg ind i mit hjerte, og fandt et arbejde på et skolefritidshjem.
Børnene er mellem 6 og 10 år. Det er virkelig en flok unger der forstår at prøve en af, men det var jeg forberedt på. Først startede jeg med at være på en systue som vikar i 3 måneder. Derefter spurgte de, om jeg ville være interesseret i en stilling nedenunder på malerstuen, hvilket også passer mig meget bedre. Man kan nemlig godt blive lidt træt af at sy hele tiden. Så nu er jeg på malerstuen.
Derudover laver jeg i ny og næ bål med børnene med både te og snobrød over bål, bager engang imellem til 130 mennesker sammen med børnene selvfølgelig, mens vi hører dejlig musik og danser rundt i køkkenet. Klister, tegner, fortæller, maler, leger, sætter grænser og trøster.
Du kan skrive en kommentar i Josefines gæstebog og se hendes profil