Af Kim, 27 år (kiwi)
Man skulle vel mene, at en lille præsentation var passende.
Jeg blev født 1978 i en højloftet lejlighed i det indre København. Lidt senere blev jeg døbt Kim Nicolai Hou Petersen. Herefter fulgte en opvækst, der bærer præg af et lille, men gemytligt kollektiv. Et fællesskab med min far, mor og storebror. Egentlig skulle jeg hedde Nicolai, men min bror ville det anderledes og kollektivet døbte mig Kim Nicolai.
Efter HTX gik jeg i lære som møbelsnedker. Det blev til 4 hårde år ved høvlebænken. En læretid, hvor mester stadig ville belære én om de gamle dage, hvor det altid sneede og turen til arbejde var en timelang kamp. Kærligheden til faget forsvandt dog aldrig, men lidt andre normer og rammer skulle findes. Eller fandt de mig?
Frivillig i foreningen
Jeg fik lov til at udfolde mig i Dansk Epilepsiforening, som frivilligt aktivt medlem. En titel jeg faktisk bedre kunne identificere mig med end den, der stod på mit svendebrev. Det blev til et 3 årigt ægteskab i medgang og modgang, men hektisk og spændende. Et ægteskab, der indebar ungdomskonferencer, en norsk sommerlejr, CafeKrampen, en ungdomspjece, projektet bag kronisk-ung og meget mere. Til tider blev det lidt for hektisk, men man er vel egoist og lader lysten drive værket. Min rolle i Dansk Epilepsiforening blev en større menneskelig udfordring. Jeg fik lov til at arbejde sammen med mennesker og beskæftige mig med mennesker – unge, der åbnede sig og søgte støtte, hjælp, tryghed, humor og fællesskab. En omvæltning for en snedker, der arbejder med døde brugsgenstande.
Min rolle har aldrig været at oplyse om epilepsien selv. Efter 3 år i Dansk Epilepsiforening må jeg vel med skam indrømme, at der nok ikke findes mange, der er mere uvidende på netop det område!
Stockholm og kærlighed til mit fag
Arbejdet som frivillig fik en brat slutning, da jeg i midten af august i år drog til Stockholm med rygsækken fuld af medicin og værktøj, for at læse videre til Møbelkonservator. En uddannelse på 3 år under Linköpings Universitet. Et valg, der indebar, at jeg måtte forlade kollektivet derhjemme, som jeg netop i Sverige indså, at jeg har været dybt afhængig af og elsker.
Til gengæld betød det, at jeg atter fik lov til at arbejde med etik og moral, gennem restaurering og bevaring af antikke møbler. 3 år med kemi, traditionelt møbelsnedkeri og historie.
Det er jo i dag blevet ganske populært at pryde hjemmet med ”såkaldte antikke looks!” En svær balance, der gør antikken mere populær end nogensinde, men som også udgør en trussel for det ægte og ærlige håndværk. En industriel masseproduktion af stilistisk mikstur.
Jeg håber, at jeg med min uddannelse for alvor kan få fortiden, den sande, indført i de danske hjem igen. En for min generation, snart fortrængt historie.
Lidt symbolsk er det måske med hjælp fra Dansk Epilepsiforening, at jeg har fundet min rette hylde. Min søgen efter det ærlige og ægte. Aldrig vurdere efter det ydre, men efter lange studier, tydeliggøre, hvad der gemmer sig bag facaden.
Der er vel altid noget specielt ved at starte på noget nyt. Tage hul på den første side i en bog. Starte på en ny skole. Alle mindes første skoledag. Håret sat, søndagsbukserne på og mor og far i kulisserne. Nu er vi lidt ældre, kulisserne skiftet ud, men håret er stadig sat.
Dansker i udlandet
Jeg flyttede i august 2004 til Stockholm for igen at sætte håret på ny. Møde nye mennesker og frem for alt nye vaner. Stockholm er jo ikke ligefrem den anden side af kloden, men alligevel opdager vi jo, når vi tager væk hjemmefra, at græsset kan være grønnere på den anden side. Som møbelsnedkersvend tog jeg af sted for at blive møbelkonservator. Ganske simpelt. Jeg ville noget andet. Som dansker drog jeg af sted opdraget til, at piger går i pink og drenge i blåt, at oven på leverpostej kommer man skiver af agurk, at sommeren aldrig varer for evigt, og at Kim Larsen er den største. Som dansker håber jeg, at opholdet kan give mig mere end et nyt svendebrev.