| |
Fire svære, men vigtige år |   |
"På trods af epilepsi og mange anfald fik jeg bevist over for både familie, skole, læger mm., at med en god portion selvtillid og gåpåmod kommer man et godt stykke hen ad vejen."
Af Kristine, 30 år (nuser)
Uddannelse er efter min mening noget, alle bør have, uanset hårfarve, identitet, nationalitet, sundhed, økonomi mm. Dette gælder også epileptikere, selvom der selvfølgelig kan være nogle begrænsninger, som træder ind, når man som ung har fået stillet diagnosen epilepsi. Som tidligere epileptiker vil jeg påstå, at det vigtigste er, at man dels kender sine egne begrænsninger og dels accepterer, at de er der. For gør man ikke det, kan det let gå hen og blive en sur og kedelig omgang at komme igennem. En anden ting, som jeg også synes, er vigtig, er at ens nærmeste tror på, at man kan klare uddannelsen, for har man ikke opbakningen hjemmefra, fra enten forældre eller kæreste, kan det være svært for mange, at komme hele vejen igennem en uddannelse. Især hvis man ikke har den helt store selvtillid med fra starten.
Hjælp under uddannelsen
Jeg selv uddannet håndarbejdslærer og har på trods af min svære epilepsi under uddannelsen, ikke haft nogen særlige problemer i forløbet.
Dog måtte jeg holde et års orlov pga. indlæggelser, men har ellers gennemført uddannelsen på lige fod med de andre elever. Det eneste tidspunkt, jeg fik forskelsbehandling, var til eksamen, hvor jeg fik tilkendt lidt ekstra tid, for ikke at få alt for mange anfald. På dette tidspunkt havde jeg ofte 10-20 anfald på en dag.
Under hele min uddannelse fik jeg revalidering, hvilket vil sige, at uddannelsen blev betalt og materialerne dækket, samt jeg kunne leve væsentlig bedre derhjemme end af en SU.
Mens jeg havde orlov pga. indlæggelserne fik jeg 
ligeledes tilkendt et højskoleophold med relationer til min uddannelse, hvor jeg bl.a. underviste nogle af eleverne og lærerne på stedet i kreative fag.
Uundværlige år
Alt i alt var de fire år, uddannelsen tog mig, de værste med min epilepsi, da jeg havde allerflest anfald her. Men samtidig er det de fire år, som jeg nødigst ville undvære, da det også var de år, hvor der skete allerflest ting i mit liv, og jeg lærte allermest, ikke blot fagligt, gennem min uddannelse, men også om mig selv som person.
Jeg klarede det!
Inden jeg gik i gang med uddannelsen, troede mine forældre ikke helt på, at jeg kunne klare den, på grund af epilepsien. Så det var med ekstra stor stolthed og selvtillid, at jeg til dimissionsfesten fik overrakt mit afgangsbevis af rektor, som også tidligere havde udtalt: ”Det var virkelig flot klaret”. Udover det blev jeg også topscorer i mit 2. specialefag, så lidt stolt har man vel lov til at være.
Ikke nok med at jeg var blevet færdiguddannet, jeg havde faktisk også allerede ved uddannelsens afslutning fået tilbudt de første tre jobs, så hvad kunne jeg ønske mig mere ???