| |
Hvad skete der? |   |
"Jeg startede i børnehaveklasse, sund og rask. Jeg var en lille, glad og smilende pige, som mine forældre sagde. Jeg kunne lide at stå op om morgenen og vide, at jeg skulle i skole. Det gik som smurt, “indtil” jeg en morgen ikke kunne se, i hvert fald i et par sekunder."
Af Lisa, 18 år
Jeg har nu haft epilepsi i 10 år. Epilepsien gjorde, at min tilværelse tog en ordentlig drejning. Jeg kom hurtigt i behandling, men da lægerne ikke var klar over, hvor meget medicin jeg skulle tage for at få en så “normal” hverdag som muligt, blev jeg indlagt. På dette tidspunkt gik jeg i 2. klasse.
Efter nogle dage på sygehuset, hvor der blev foretaget en masse undersøgelser, skulle jeg igen i gang med skolen. Jeg fik desværre stadig en del anfald, og mine kammerater begyndte da at se på mig med andre øjne.
Folkeskolen
Jeg kom tit hjem fra skole og var ked af det, fordi jeg følte mig udenfor og ikke rigtig havde nogen at snakke med. Mine forældre var godt klar over, at det sikkert skyldtes min sygdom, og at jeg var blevet en anden pige, end jeg var før.
Så de fik arrangeret, at der skulle komme en sygeplejerske ud i min klasse og fortælle om min epilepsi. Jeg var ikke helt glad for tanken, jeg var faktisk “bange” for at komme til at græde, hvis kammeraterne begyndte at grine, men de tog det rigtig flot og havde en del spørgsmål, både til mig og til sygeplejersken. Det føltes dejligt. Der gik nogle uger, hvor jeg snakkede en del med mine kammerater, men så begyndte de igen at tage afstand fra mig. Det skyldtes sikkert, at jeg stadig havde nogle få anfald.
Der gik mange, lange dage, måneder og år, hvor jeg gik inde i en skal, som mine forældre sagde.
En dag snakkede jeg med en veninde, som ikke gik på min skole, hun sagde: ”Dine kammerater er ikke nogen, du skal have noget med at gøre senere hen, så sats på din skolegang”. Det hjalp, men jeg savnede stadig at have nogle kammerater/veninder/venner at snakke med. Jeg havde KUN én, som jeg syntes, var god ved mig.
10. klasse og HG
Jeg kom igennem folkeskolen, med både gode og dårlige dage. Jeg skulle nu til at starte på en anden skole i 10. klasse. Jeg håbede på, at det næste år ville gå godt, og jeg havde bestemt, at min nye klasse skulle vide besked omkring min epilepsi. Så jeg valgte at fortælle dem det efter godt en uges tid, for at lige lære dem lidt kende. Jeg var lettet, da jeg havde fortalt det, men der var bare det ved det, at de havde ingen spørgsmål, og jeg begyndte at frygte, at det år, jeg var begyndt på, ville blive ligesom alle de år i folkeskolen. Min frygt kom til at stemme, men jeg valgte at ignorere det. Det var jo trods alt kun et år, jeg skulle være sammen med dem. Og jeg huskede på min venindes ord, om at det var min uddannelse, der var vigtigst. Jeg fik da et par veninder, og det var også meget rart, men de kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne feste hver weekend og drikke mig stiv ligesom dem.
Nu går jeg på HG, hvor det også kører op og ned, men det bedste ved at gå herinde er, at de andre er lidt mere forstående.
Drømme om fremtiden
Min fremtid ligger lidt hen i det uvisse, hvad jeg skal og kan klare med denne sygdom, ved jeg ikke.
Jeg har dog en drøm: At stå i en butik, ekspedere kunder osv. så det er helt klart det, jeg kæmper for.
Det er det vigtigste for mig, ikke at give op, men at kæmpe. Det håber jeg, at I andre også gør, kæmper, selvom I måske har indlæringsproblemer, hukommelsesproblemer eller andet, der gør det svært.
Man må bruge de mennesker, der kender til sygdommen. Andre der også har f.eks. epilepsi. Vi må støtte hinanden.