| |
Jeg har accepteret min epilepsi |   |
Jeg mærkede meget til min epilepsi. Men så begyndte jeg at planlægge min hverdag med lektier, egen bolig, kæreste og familie, og mærker faktisk meget mindre til min epilepsi
Af Malene
Jeg er en pige på snart 21 somre, som har bevæget mig til storbyen – Odense - for at uddanne mig til markedsføringsøkonom. Jeg bliver færdig med min uddannelse til sommer og er i foråret 2009 i et praktikforløb hos Dansk Epilepsiforening.
Som 14-årig fik jeg konstateret epilepsi som følge af en hjernesvulst. Jeg fik medicin i et halvt år, efter jeg blev diagnosticeret, men blev langsomt trappet ud af den og har levet uden medicin indtil midten af 2008. Desværre kom anfaldene samt nye bivirkninger igen, og jeg kom atter på medicin.
Da jeg var 19 år gammel, gennemførte jeg en HHX, og jeg bliver færdig-udklækket markedsføringsøkonom i sommeren 2009, hvorefter jeg stærkt regner med at læse videre.
Jeg er superglad for og stolt over, at jeg har formået at gennemføre begge uddannelser, selvom jeg har svært ved at koncentrere mig om nogle bestemte ting i længere tid.
I min studietid mærker jeg forholdsvist meget til mine anfald - både begyndende og fulde anfald. Jeg er begyndt at planlægge min hverdag med lektier, egen bolig, kæreste og familie, og mærker faktisk meget mindre til min epilepsi. Jeg har simpelthen accepteret den, og tager højde for, at der er visse ting, jeg ikke kan klare eller gøre. Men det forhindrer mig ikke i at prøve, og når jeg stille og roligt gør et forsøg, lykkes det som regel også.
Hurtigt på banen igen
Min epilepsi kom i de ”vilde” teenageår. Men jeg har stort set kunnet opføre mig som alle andre teenagere, fordi mine forældre gav mig friheden og rummet til det.
Selvom jeg var bange for at gøre forskellige ting, for eksempel spille basketball, har mine forældre kraftigt opfordret mig til at fortsætte på det plan, jeg gjorde før diagnosen. Nogle uger efter operation og diagnose var jeg på basketbanen igen og har ikke haft problemer med det.
Ofte når jeg har haft et anfald, bliver jeg meget deprimeret og træt. Så hvis jeg havde planer med veninder eller skulle til fester, ville jeg allerhelst aflyse og blive hjemme. Mine forældre syntes ikke, jeg skulle blive hjemme, og jeg er ofte blevet sendt af sted til fester og veninder med kærlig ordre om at hygge mig. Jeg er blevet behandlet som alle andre teenagere og er hverken blevet skånet eller har følt medlidenhed. Dog har jeg har nogle gange følt mig som et misfoster, når jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg er ”mærkelig” som epileptiker. I de situationer er mine forældre og de fleste venner gået ind og har sørget for at snakke med mig om tingene og har fået mig til at føle mig så normal som alle andre.
Har større mål
Der har været flere gange, hvor jeg er væltet på min cykel under et anfald og er blevet gjort opmærksom på, at det kunne være farligt at cykle selv. Men mine forældre har lært mig, at hvis jeg kunne mærke, at et anfald var på vej, så var det af cyklen og vente, til det var ovre. Det har gjort, at jeg har kunnet bevæge mig frit rundt omkring uden deres opsyn.
Jeg har epilepsi og selvfølgelig har jeg som så mange unge fået en løftet pegefinger om mit ”alkoholforbrug”, at jeg kan tåle mindre end andre. Men jeg har aldrig følt mig overbeskyttet eller skånet af mine forældre, og det tror jeg, er grunden til, at jeg tør udfordre mig selv i dag.
Efter diagnosen fik jeg at vide af diverse læger, at jeg ikke skulle regne med at kunne tage en højere uddannelse, og at jeg bare skulle finde mig i, at et ikke-stressende arbejde lå ude i min fremtid. Nu har jeg gennemført en HHX med karakterer over gennemsnittet og en videregående uddannelse med større krav til den enkelte studerende. Og jeg stopper skam ikke her. Nej, jeg har fået min egen lejlighed, studerer, fester, og når jeg har været anfaldsfri længe nok, skal jeg også have et kørekort, så jeg kan komme endnu længere ud i verden.