| |
Gymnasiet - på godt og ondt |   |
"Jeg nævnte ikke for alle lærerne, at jeg havde epilepsi, og set i bakspejlet kan jeg godt se, det var dumt. For selvfølgelig accepterede lærerne ikke bare, at jeg mødte uforberedt op, de brændte jo alle for hver deres fag."
Af Trine, 19 år (Saugstrup)
Gymnasiet indeholder som bekendt masser af fester og masser af sprut, og det har virkelig været svært ikke at kunne drikke og at skulle passe mine sengetider, som om jeg var 15 år. Så alle de dejlige fester og de forfærdelige tømmermænd den følgende dag, har jeg aldrig oplevet fuldt ud.
Min klasse var heldigvis en forstående klasse, og de vogtede over mig og sørgede for, at jeg ikke drak for meget, og at jeg fik min søvn. Specielt på de forskellige studieture vi havde; mens de andre kom til at starte brandalarmer i deres branderter, lå jeg bare og sov. Eller når klassen lavede specielle aftaler med vagten ved hotellet, om at han skulle lukke dem ind efter hotellets officielle lukketid, og når de næste morgen var trætte efter druk og for lidt søvn, var jeg jo frisk, for jeg havde jo fået min søvn, som min epilepsi "sagde", at jeg skulle have.
Det var alle de små ting, der gjorde, at jeg ikke kunne undgå at blive irriteret og ærgelig indimellem. Men alligevel følte jeg, at jeg måtte give lidt ekstra af mig selv til det sociale fællesskab, da jeg ikke synes, at jeg bare kunne nøjes med at møde op til festerne.
Fravær
Sommetider mødte jeg uforberedt op til timerne, for når klokken blev 21.00, blev jeg nødt til at stoppe med at lave lektier, hvis jeg skulle have noget ud af den næste dag. Så det var svært at nå det hele, når jeg kom hjem klokken 16.00.
I 3.g var det hårdt; mandag var altid den værste dag, for vi havde altid mange lektier for til om tirsdagen, og det var lige netop i de fag, hvor lærerne holdt meget af at give os mange lektier for. Så jeg måtte priotere, om jeg ville lave mine lektier og dermed lade det blive senere end klokken 21.00 (hvilket betød, at jeg gik glip af de første to timer næste dag (engelsk)), eller om jeg skulle møde uforberedt op. Jeg valgte vist nok halvt om halvt. Det resulterede i et enormt fravær i engelsk, (og karakteren blev ikke så god), men alt i alt overskred jeg ikke den samlede fraværskvotient.
Eksamener
For mig var eksamenerne lig med mere eller mindre isolation. Og op til årsopgaverne og læseferien tog jeg simpelthen ikke i byen en måned før og heller ikke under. Jeg prioriterede og kom frem til, at det simpelthen ikke var en bytur værd.
Efter min engelskeksamen i 3.G, som ikke gik særligt godt, mødte jeg en HF'er, som lige havde været oppe i religion, hvor han dumpede. Vi bandede det hele væk, og han spurgte, om vi to ikke skulle tage en ordentlig bytur for at glemme det hele ... hold op hvor ville jeg gerne med ham, men nej, jeg blev nødt til at afslå og følte mig igen som en 14 årig duks.
Isolationen var dog ikke lig med, at jeg læste hele tiden, det tror jeg, ingen kan klare, og specielt ikke jeg.
Jeg undlod at vælge længere forberedelsestid, for jeg mente ikke, at jeg på længere sigt, ville kunne lave særaftaler ude i det virkelige liv, på grund af min epilepsi.
Hvad så nu?
Med henblik på min kommende uddannelse har jeg mere eller mindre valgt journalistuddannelsen fra, selvom det interesserer mig. Jeg snakkede med én, der er ved at tage uddannelsen, og den skulle være temmelig hektisk. Derudover er jobbet meget stressende og med forskellige arbejdstider, der godt kan blive gene. Stress er selvfølgelig ikke godt for nogen, men specielt ikke for mig. Dertil kommer, at jeg efter nøje overvejelse ikke tror, at jobbet helt lever op til den fascination, som jeg har af journalistikken.
Jeg har meget lyst til en universitetsuddannelse, og jeg håber virkelig, at jeg vil kunne klare det. Lige nu overvejer jeg at læse historie eller medievidenskab.