| |
Indpakning – men af hvad/hvem? |   |
En mor, der ringede hver halve time, var tæt på at gøre Camilla vanvittig, og fik hende til at lyve om, hvad hun lavede. I dag kan hun se, at både hun og hendes begik fejl - fordi de ville beskytte hinanden
Af Camilla
Denne artikel er ikke på nogen måde skrevet for at støde de forældre, som den henvender sig til. Den er udelukkende skrevet ud fra mit eget synspunkt.
Da jeg for 11 år siden fik epilepsi, var det en stor omvæltning for mig, men mindst ligeså meget for mine forældre. Det gik mest ud over min mor, som jeg boede hos på daværende tidspunkt.
De første par år forløb med at finde den korrekte medicinering, informationer om epilepsi generelt og så videre. Da vi alle efterhånden havde lært og forstået lidt om denne sygdom, var det i mine øjne tid til at komme videre. Der gik omkring 3 år, før jeg var blevet stabiliseret, og før jeg kunne begynde på det liv, jeg havde, inden det startede – eller noget lignende i hvert fald…
Jeg forsøgte desperat at komme videre – både med arbejde og uddannelse. Jeg havde støtte fra alle sider, både familie og venner. Dog følte jeg, at jeg til tider havde lidt for meget støtte fra min mor. I dag kan jeg se tilbage på det med et smil og med forståelse, men da det stod på, gik det mig ofte temmelig meget på nerverne.
Hvad skete der egentlig?
I en alder af 23 havde jeg brug for at slå mig løs. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne tåle så meget alkohol, som jeg kunne før i tiden, men jeg mente stadigvæk, at jeg godt kunne kontrollere det. Jeg vidste godt inderst inde, at det nok ikke ville gå helt, som jeg ville have det, men jeg var optimistisk og sikkert en smule naiv. Når jeg gik ud med veninderne – uanset om det var i byen eller biffen – så havde jeg min mor i telefonen minimum en gang hver halve time. ”Nu drikker du ikke for meget”, ”Har du husket dine piller”, ”Har du husket at tage dine piller”, ”Husk nu, du skal have din søvn” og så videre og så videre. ”JEG KAN GODT TÆNKE SELV, MOR!!!!!” Sådan tænkte jeg virkelig. Det var sindssygt irriterende hele tiden at skulle forsikre sin mor om, at man godt kunne tage vare på sig selv.
Hvad gjorde jeg forkert?
I dag er det ganske forståeligt, hvorfor min mor gjorde, som hun gjorde. Jeg var slet ikke i stand til at tage vare på mig selv – i hvert fald ikke sådan som jeg burde. Jeg tror, at grunden til denne fejlvurdering er forholdsvis simpel. Jeg tror, det hele bunder i dårlig kommunikation. Jeg ved godt, at både forældre og barn påstår, at de har snakket med modparten og fortalt dem, hvorfor de skal følge vedkommendes råd og vejledning. Det er i mange tilfælde også tilfældet, men alt tyder jo på, at der ikke er opnået gensidig forståelse. Som ung er det ikke til at forstå, hvorfor man ikke må gå på diskotek til kl. prut om morgenen, eller hvorfor man ikke må drikke sig fra sans og samling. Det er svært at acceptere det nederlag, som epilepsi i mange måder er. Mange, inklusiv mig selv, nægter simpelthen at acceptere dette nederlag, og så kan det mere eller mindre kun gå galt.
Jeg kan se i dag, at jeg skulle have lyttet til min mor. Jeg kunne have sparet mig selv for en del hospitalsbesøg, hvis jeg havde fulgt hendes råd. Ja, jeg drak mig ofte en ordentlig kæp i øret, og jeg fik ofte ikke min søvn, og jeg glemte da også mine piller op til flere gange. Dette resulterede i flere unødvendige ture på hospitalet. Disse ture tog nok hårdere på min mor end på mig selv. Hun blev frustreret over, at jeg ikke lyttede til hende. Når jeg var kommet hjem, eller bare hvis jeg havde haft et anfald efter en bytur, så skulle hun altid læse og påskrive, at hvis jeg havde lyttet til hende, så var dette ikke sket og bla bla bla. Jeg blev bare endnu mere tosset, når hun gik i gang med denne prædiken, og sådan kørte det videre.
Hører du overhovedet efter?
Det er nemt nok for mig nu 10 år efter at fortælle det her. Jeg ville ønske på daværende tidspunkt, at en udefrakommende ville have blandet sig. Det kunne have været et andet familiemedlem, som kunne sidde neutralt og lytte til begge parter for bagefter at ”mægle” mellem disse. Jeg tror, det kunne have givet en bedre forståelse for modpartens følelser. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg var i krig med min mor, for det var jeg bestemt ikke. Vi havde bare nogle kontroverser, som jeg tror, kunne være undgået, hvis vi havde sat os ned med en neutral figur og diskuteret tingene ordentlig igennem.
Når jeg tænker tilbage på tiden i dag, så kan jeg godt se, at jeg faktisk også pakkede min mor ind. Mange gange undgik jeg at fortælle hende om anfald, så hun ikke skulle blive mere bekymret, end hun var i forvejen. Jeg løj ofte for hende, når jeg skulle i byen. Jeg sagde, jeg skulle i biffen med en veninde, og derefter sov jeg hos hende. Jeg undgik på den måde, at hun var bekymret for mig, og samtidig undgik jeg en prædiken, når jeg kom hjem. Det var jo helt forkert. Jeg fortryder, at jeg agerede, som jeg gjorde. Samtidig håber jeg, at min mor læser denne artikel, så hun kan få et lille indblik i, hvordan jeg virkelig havde det dengang.
Til slut kan jeg kun opfordre alle, både forældre og børn, til at kommunikere. Husk at have i baghovedet, at alt ikke er sandt. Selv den mest troværdige person er villig til at lyve for at beskytte dem, som de elsker.
”Klogskaben bor ikke i ét hus alene”
Afrikansk ordsprog
”God kommunikation er ligeså stimulerende som sort kaffe, og det er akkurat ligeså svært at sove bagefter”
Anne Morrow Lindbergh