| |
Hvad er epilepsi i udenforståendes øjne? |   |
”Efter at have snakket med min familie og venner om denne artikel, er det for alvor gået op for mig, at de har haft det mindst ligeså svært som jeg selv,” siger Camilla
Af Camilla Dupont
Efter snart 13 års ”erfaring” med epilepsi, kan jeg godt skrive lidt omkring epilepsi set med omgivelsernes øjne. Det mener jeg er muligt efter mange kærlige og åbenhjertige samtaler med familie og venner om det emne.
Andre har andre oplevelser. Min historie er udelukkende fortalt for at få mulighed for at forstå dem, der er tæt på en person med epilepsi.
Mine forældre var paniske og skræmte, da det hele brød ud. De fortæller, at da lægen havde informeret dem om, at jeg havde epilepsi, stod de begge og kiggede på hinanden. Epilepsi? – det er jo det, hvor man falder om og går i kramper og bider sig i tungen. De anede ikke, hvad der foregik eller skulle foregå.
Når andre hørte om min tilstand spurgte de: Hvordan og hvorfor? . Min mor fortæller, at mine forældre søgte informationer om epilepsi fra alle steder og blev i stand til at svare på folks spørgsmål.
”Hvad kan vi lave sammen?”
Min bedste veninde fortæller om det første besøg på hospitalet. Hun kom lige ind på stuen, da jeg havde et slemt anfald. Denne oplevelse skulle ligge til grund for hendes syn på epilepsi i lang tid.
Der gik længe før hun spurgte direkte til den. Hvad er det her egentlig? Bliver du nogensinde ”normal” igen? I starten forestillede hun sig en veninde, som ikke måtte noget som helst og mere eller mindre var dopet af medicin. Til sidst fik hun stillet spørgsmålet: ”Hvad kan vi nu lave sammen?” Jeg blev meget overrasket over spørgsmålet, men det var jo egentlig reelt nok. Vi havde en lang snak sammen med min mor, hvor hun primært fik fortalt min veninde om sygdommen, og at det ikke satte en stopper for mit liv.
Min veninde fortæller, at det var svært for hende at acceptere, at jeg ikke kunne drikke særlig meget alkohol. Vi var begge 21 år, og vi havde altid gået til fester og i byen. Nu kunne jeg ikke drikke mere end et par øl, og jeg var ikke den, som hun tumlede hjem med meget tidlig om morgenen, og som hun kunne have tømmermænd sammen med dagen efter. Hun stillede sig dog aldrig spørgsmålet, om vi fortsat kunne være veninder. Det havde jo ikke ændret mig – det havde bare sat nogle begrænsninger for mine fysiske udskejelser. Hun accepterede hurtigt de fakta, der fulgte med min sygdom.
Kampen mod mors kæreste
Min mor er nok den person, som har været allermest berørt af min sygdom. Det var hun i hvert fald i starten. Jeg boede hjemme hos hende, og hun var mere eller mindre min babysitter, det første lange stykke tid. Hun fortæller, at hendes liv næsten blev sat på pause, idet hun ikke kunne koncentrere sig om andet end mig. Hun tilsidesatte min bror helt bevidst, men det var han meget forstående overfor.
Da hendes nye kæreste flyttede ind i huset, måtte hun gå igennem meget med mig. Hun fortæller, at hun ikke kunne forstå, hvorfor jeg skulle sætte mig på tværs, når hun var lykkelig sammen med denne mand. Hvorfor skulle jeg gøre alt i min magt for at ødelægge deres forhold? Hun fortæller, at det næsten lykkedes for mig, men at det til sidst var gået op for mig, at det ikke ville ændre på hendes og mit forhold. Det gjorde hende ulykkelig, at jeg kunne forestille mig, at hun ville elske mig mindre, når nu kæresten flyttede ind. Hun måtte nærmest tvinge mig til en snak om emnet, og hun følte, at hun til sidst fik lavet hul i muren. Nu skulle den bare rives ned. Men hun følte det gik i den rigtige retning.
Vi har siden snakket meget om den tid. Hun var klar over, at der foregik mange ting i mit hoved, og at jeg med stor sandsynlighed sagde og gjorde ting, som faktisk ikke lignede mig. Det var jo en endnu større omvæltning for mig. Det var frem for alt mit liv, der havde fået en dramatisk omdrejning. Det gjorde stadig ondt.
Efter at have snakket med min familie og venner med henblik på denne artikel, er det for alvor gået op for mig, at de har haft det mindst ligeså svært som jeg selv. Jeg ved dog én ting – disse mennesker elsker mig, og efter en udfordring som denne ved jeg, at de altid vil elske mig.
Du kan skrive en kommentar til Camilla i hendes gæstebog