| |
Berøringsangst |   |
"Der havde sænket sig et usynligt, men uigennemtrængeligt slør ned mellem os, og det var som om, vi ikke kunne nå hinanden mere. Jeg var desperat for at finde ud af hvorfor - men forklaringen lå det eneste sted, hvor jeg ikke kiggede."
Af Trine, 21 år (Trille)
Gymnasiestart, epilepsidiagnosen, det første krampeanfald næsten trekvart år senere - Christian og jeg havde taget det hele i stiv arm. Mange års venskab skulle ikke smides ud af vinduet på grund af en flok hvidkitlede mennesker, der sagde, at han var syg. Turbulensen efter den første diagnose var overstået, da han begyndte at få krampeanfald, og et nyt uvejr trak sammen. Men det skulle ikke have lov til at ændre noget. Vi havde klaret skærene i første omgang og var i fuld gang med at gøre det igen.
Et usynligt slør
Da eksamen og årsprøver efter 1.g var overstået, kom sommerferien, og anfaldene tog til. Det kunne jeg ikke forstå - jeg havde troet, at de også var påvirket af stress - og jeg brugte de første par uger på at støve den smule litteratur, jeg endnu ikke havde læst, op for at finde en forklaring. Jeg blev ikke klogere, men jeg slog mig til tåls. Det eneste, bøgerne kunne blive enige om, var jo, at forløbene var individuelle. Så rejste jeg på ferie, og da jeg kom hjem igen tre uger senere, fortrød jeg inderligt, at jeg overhovedet var taget af sted.
For første gang i alle de år, hvor vi havde været en uundværlig del af hinandens liv, var vi nødt til at sige, hvad vi tænkte. Pludselig kunne jeg ikke bare se på Christian og med det samme vide, hvad der foregik inde i hans hoved. Når jeg var alene, tænkte jeg meget over, hvorfor det var blevet sådan - hvornår det var gået galt, og hvad jeg kunne have gjort for at forhindre det. Om jeg havde svigtet ham ved at rejse, når han havde så mange anfald. Om jeg selv havde misset chancen for at snakke om, hvordan han havde det simpelthen ved ikke at være til stede. Jeg vidste jo, at jeg var den eneste, han ville tale med om epilepsien, så havde jeg ikke dybest set svigtet vores venskab ved at flytte mig fysisk fra min plads og de forpligtelser og det ansvar, der hørte til den.
Den usikkerhed var meget værre for mig end selve epilepsien. Jeg havde lært at håndtere kramperne; de var blevet en så naturlig del af hverdagen, at de ikke generede mig mere. Men nu havde de lavet om på vores venskab, og det var svært at acceptere. Jeg var vant til, at vi var en enhed. Jeg havde hele tiden set på epilepsien som noget, der havde ramt os - og ikke kun Christian. Men i løbet af bare tre uger havde der sænket sig et usynligt, uigennemtrængeligt slør ned mellem os, og det var, som om vi ikke kunne nå hinanden rigtigt.
Et synligt slør
I slutningen af august skete der noget, der gjorde sløret tykkere og alt for synligt. I en hel uge havde Christian ikke så meget som ét anfald, hverken absencer eller kramper. Igen kom alle tankerne, om at det måske kunne være noget andet end epilepsi. Til min store overraskelse opdagede jeg, at jeg faktisk var holdt op med at frygte Christians anfald i løbet af de sidste par måneder. Hverdagen var en anden end tidligere; men de nye vaner havde skabt en ny hverdag. Jeg tænkte ikke over, at Christian ikke drak. Det var naturligt, at han gik tidligere hjem om aftenen for at sove. Jeg havde vænnet mig til det. Tilpasset mig den nye situation. Men en dag var vi var tæt på at komme op at skændes. Neurologen foreslog Christian at få medicin. Han sagde nej, og efter et par forsøg på at overbevise ham med fornuft, opgav jeg.
Efter endnu et hospitalsbesøg gjorde jeg noget, jeg ikke havde prøvet før. Jeg sagde min ærlige mening, selvom jeg godt vidste, at Christian hellere ville have hørt det modsatte. Men jeg sagde det kun én gang - at jeg syntes, at han skulle tage imod medicinen. Jeg glemmer aldrig det blik, han sendte mig, da han lukkede hoveddøren bag sig uden at invitere mig med ind.
Derfor
Jeg løb en tur og forsøgte at få orden på mine tanker. Vi plejede jo at sætte os ned og spille kort og høre musik en times tid, når vi havde været på hospitalet. Falde ned og komme tilbage til hverdagen. Vi snakkede aldrig om sygdom, når vi kom hjem. Det handlede om at flytte fokus væk fra epilepsien igen. Men den eftermiddag midt på en tilfældig skovsti i Nordsjælland slog det ned i mig. Vi havde begået en fejl helt fra begyndelsen - eller rettere: Jeg havde begået en fejl. Vi havde ikke snakket angst eller vrede, ingen af os havde nævnt ordet "uretfærdigt", vi havde aldrig gennemgået et anfald bagefter. I al sin enkelhed havde vi vadet rundt og rundt omkring det, der havde ændret vores liv, uden at tage tyren ved hornene. Jeg vidste nok i al beskedenhed det meste, der er at vide om epilepsi som sygdom; men hvad kunne det hjælpe, når vi ikke havde snakket om det, så teorien kunne bruges i den virkelige verden? For at skåne Christian havde jeg holdt mine negative tanker for mig selv og lagt låg på dem så godt, jeg overhovedet kunne, og formentlig havde han gjort det samme af hensyn til mig.
I den allerbedste mening havde vi forsøgt at ignorere sygdommen, når den ikke lige krævede hospitalsbesøg, og gå videre i vores liv, som om intet var hændt. Resultatet var bare, at i stedet for at støtte og hjælpe hinanden igennem, var vi endt med at køre det samme løb to gange, parallelt og solo. Jeg havde forsøgt at respektere, at han ikke ville snakke om epilepsien; jeg troede vel, at han selv ville bringe det på bane, når han var klar til at diskutere det. Omvendt tog han måske min tavshed som et udtryk for, at jeg slet ikke ville høre om den.
Sig det!
Sløret fik lov til at agere panservæg mellem os i næsten en måned. Men den aften tog jeg ud til Christian og fortalte om min opdagelse. Vi erkendte, at vi selv havde bygget væggen, selvom ingen af os havde set den, før jeg kom hjem fra ferie - og vi blev enige om, at den ikke skulle gøres tyndere. Den skulle væk. Én gang for alle. Vi tog det som en chance for at starte forfra og skiftedes simpelthen til at forklare, hvordan vi havde haft det i løbet af det sidste år. Det gjorde ondt at høre, at han var ked af, at jeg havde lukket ham ude fra hans egen sygdom ved at søge al information om sygdommen alene; og samtidig måtte jeg såre ham ved at sige, at jeg følte mig holdt udenfor, fordi han ikke havde delt den gigantiske angst for det næste anfald, som jeg først hørte om på det tidspunkt, med mig. En hård nat senere var vi blevet klogere. På sygdommen i praksis og på hinanden. Men først og fremmest vidste vi, hvad vi havde gjort forkert. Vi havde været så stolte af det faktum, at epilepsien ikke havde ændret vores venskab, at vi havde glemt en dyb, menneskelig følelse, som vi egentlig ikke vidste, at vi havde. Berøringsangsten.